Anders Matthesen vinder DaBUF’s Prås pris 2019

Tillykke til årets Pråsprismodtager: Anders “Anden” Matthesen ???

En grænseløs prismodtager

I går, søndag den 28. april modtog Anders Matthesen Danske Børne- og Ungdomsfilmklubbers (DaBUF) Pråspris for sit virke med levende billeder for børn og unge. Prisen ledsages af et beløb på kr. 10.000,- samt en illustration.

‘Anden’ hædres for at ramme en tone og en humor, de unge føler sig ramt af og set i. Hans humor og hans jokes er uden grænser – ingen køer er hellige og ingen plathed er for grov. Men når først han har deres opmærksomhed, er han ikke bleg for at tale dunder til ungerne: Med glimt i øjet og Onkel Stewarts mund fuld af guld får han dem til at tænke over, at man skal stå ved sit ansvar og ikke gemme sig bag ‘at nogle andre vil gøre det’.

Grænseløsheden viser sig også i, at Matthesen har brudt alle grænser for, hvad man troede muligt i denne streamingtid: Ternet Ninja havde allerede 2 måneder efter premieren solgt mere end 850.000 billetter og er dermed den mest sete danske animationsfilm nogensinde!

Helt i den ånd DaBUF står for, har Anders Matthesen formået at samle folk i biografsalene og tydeliggjort, at Film skal ses i Fællesskab.

Formentlig har de fleste en mistanke om, at ‘Anden’ har en vis forkærlighed for ninjaer – dette har illustrator Thorbjørn Christoffersen taget udgangspunkt i med sin illustrationen, som følger med prisen. Ved første blik ser man det, man forventer: Pråsmodtageren som en ninja. Men ved nærmere inspektion viser der sig detaljer, som forrykker ens forventninger. Ved det første møde med Anders’ tekster er man ved at omkomme af grin over det skamløse, han præsenterer os for. Men når latteren har lagt sig, opdager man, at manden har noget på hjertet. Han er dybt moralsk og har vist et oprigtigt ønske om, at vi alle skal opføre os anstændigt.

Opdragelse og sammenhold ligger også de danske børne- og ungdomsfilmklubber på sinde. Derfor er Anders Matthesen Årets Prås 2019.